Alles in ordnung
De seneste to år er Lufthansa gået hen og blevet mit foretrukne flyselskab. For det første elsker de Billund Lufthavn og kører med ret høj frekvens (Tre daglige afgange tror jeg).
For det andet er deres priser absolut konkurrencedygtige. Vi kom hele familien (tre voksne, et barn og en baby) til Dubai for godt og vel 10 t. kr. og til vinter skal vi afsted til New York med Lufthansa på en super tidstabel - igen til en god pris.
Deres flyvemaskiner er meget gennemsnitlige. Indretningen er konservativ men besætningerne er altid meget servicemindede. Maden ombord har altid været god og deres tyske hovedlufthavne er både behagelige og nemme at overskue. I Frankfurt og Munchen er der i øvrigt gratis kaffe og aviser ude ved gaten.
To gange har jeg mistet en forbindelse med Lufthansa og begge gange har selskabet løst det helt uden slinger eller drama. Nye billetter, spisekuponer og et venligt smil. Ikke noget med lange ventetider eller trættende forsøg på at krybe udenom.
Det er en fornøjelse at flyve med Lufthansa og jeg er altid tryg ved tanken om at de står ved deres ansvar, når uregelmæssighederne opstår.
Lufthansa og Thai Airways er efter min opfattelse nogle af de bedste selskaber når prisen tages med i betragtning. Gode tidstabeller, udmærkede fly og meget konkurrencedygtige priser.