Review of PostNord i Danmark


Rated 2 out of 5 stars

Bedst som man tror...

To stjerner, fordi I trods alt tilsyneladende bestræber jer på at gøre ét eller andet. Men nu er det IGEN sket, at jeg har fået besked om at afhente en pakke i en for mig fjernt liggende postbutik - til trods for, at jeg havde bedt om at få den leveret til det for mig fantastisk godt beliggende posthus i et nærliggende supermarked. Ikke alene har jeg således ikke tid til at afhente min pakke før påske - jeg skal også betale ekstra for transport ned til postbutikken. Jeg troede ellers lige, at I var ved at få styr på denne detalje, og jeg følte mig utroligt opmuntret, da det rent faktisk fungerede et par gange med levering til min nærmest liggende mulighed for afhentning. Man føler sig ignoreret og tilsidesat som kunde - det kan umuligt være jeres mening at tilsidesætte de ønsker, I selv giver kunderne mulighed for at udtrykke?


Ældre anmeldelser:

Ligesom jeg troede, at PostDanmark/Postnord nu ville imødegå de urimelige prisstigninger og færre omdelinger med forbedret service, hvor det er muligt, sker det igen: jeg venter en pakke og sørger derfor at være hjemme. Venter forgæves. Går sent på eftermiddagen ned og finder den kun alt for velkendte seddel i postkassen: "Vi har prøvet at aflevere en pakke til dig, men det lykkedes ikke." Nej, det kan jo ikke lykkes, når postomdeleren ikke gider gå op med pakken!!! Her betaler man i dyre domme for levering på sin hjemadresse og indretter sine planer for dagen, så man kan være hjemme - og så skal man alligevel helt ned til postbutikken og stå i kø der for at få sin pakke udleveret???!!! Det MÅ altså kunne lykkes at få det, jeg vil kalde NORMAL GOD SERVICE for de penge, man spenderer på porto.

Gammel anmeldelse:

Jeg har senest oplevet forbedringer i Postdanmarks service. Hvor jeg før har været udsat for postudbringere, der ikke gad bringe småpakker op på 3. sal, er der sket en mærkbar forandring - nu får jeg alle mine breve og pakker bragt helt op, endelig! Det skal siges, at vi har fået nye, venlige postbude i området, som heldigvis sætter en ære i at gøre deres arbejde godt.
Der er sket flere ændringer, hvor jeg bor - posthuset er lukket, og der er nu postbutik i Føtex. Dette kan være en blandet fornøjelse, da der kun er to kasser til at betjene kunderne i postbutikkens åbningstid - det giver af og til uhørt lang ventetid. Derimod er det vældig positivt, at man nu kan hente pakker i hele Føtex´ åbningstid, thumbs up til det.
I det nye år stiger portoen igen. Vi kan åbenbart regne med en fast stigning på 1 kr. hvert år for et almindeligt brev? Beklageligt. Porto for pakker er desuden alt, alt for høj.
* * * * *
Skrevet for ca. 2 år siden:
Hvad skal man stille op, når pakke- og postudbringere ikke gider gå op på ens etage med den pakke eller det maxibrev, man ved kommer, og som man derfor er blevet hjemme for at vente på?
Nu er det sket indtil flere gange, sidst igår med en PAKKE!
Grunden til at jeg giver to stjerner og ikke kun en, er, at Post Danmarks kundeservice svarede hurtigt og meget venligt på min klage. Desværre kunne min anmodning om at få lov til at tale med en ansvarlig på mit lokale posthus ikke efterkommes. Og hvor er vi så henne? Jeg ville egentlig godt vide, hvorfor dette sker, den ene gang efter den anden.

Synd, at det går denne vej, for jeg har ellers altid betragtet Post Danmark som et stabilt og præcist selskab.

April 14, 2010
Unprompted review