HH Hobby vil ikke afhjælpe fejl indenfor 6 mdr efter køb!
Jeg købte i maj måned en lille fjernstyret helikopter hos HH Hobby i Egedal Centret i Stenløse. I stedet for de helt billige skrammel-modeller til 150-200 kr., købte jeg en "ordentlig" til knap 500 kroner.
På købstidspunktet fik jeg at vide, at de havde nogle få af helikopterne, der ikke kunne trimmes korrekt (så den kan stå stille i luften). Så hvis jeg fik én af dem, kunne jeg bare komme og få den ombyttet. Og gæt hvad...den kunne ikke trimmes. Da jeg dagen efter kommer i butikken for at få den ombyttet, føler jeg mig nærmest mistænkeliggjort, da de er nødt til først at lade den op og teste den, inden de kan give mig en ny. Så jeg må vente over 20 minutter, før de får lavet en halvhjertet test og så alligevel ender med at give mig en ny.
Den nye helikopter kan heldigvis trimmes korrekt, så den har jeg stor fornøjelse af - lige indtil for et par uger siden, hvor den ikke længere kan lades op. Eller dvs. den bliver "fuldt opladet" på ca. 5 sekunder og kan flyve lige så længe. Batteriet er altså gået dødt, selvom jeg har behandlet batteriet og helikopteren ganske normalt (i øvrigt står der INTET i den medfølgende "kina-vejledning" om, hvordan batteriet skal lades op og behandles).
I går (5/10) går jeg så ned i butikken for at reklamere over helikopteren - lagt i originalkassen og incl. kvittering. Igen føler jeg mig straks mistænkeliggjort, da den liiiige skal lade i 20 minutter, før de kan sige noget. Jeg havde heldigvis et par andre ærinder, så det var ok.
Efter 20 minutter vender jeg tilbage, hvorefter de konstaterer, at batteriet er dødt (surprise!). Ekspedienten (jeg tror, det er indehaveren, Bjørn) tager telefonen og bestiller et nyt batteri, da de ikke har det på lager.
Efterfølgende fortæller han mig så, at jeg skal skille den ad og lodde det nye batteri på. Mit svar er naturligvis, at det er vel noget, de gør for mig? Men nej - det er tilsyneladende ikke HH Hobbys problem, at et batteri, der er LODDET FAST, går død i en 500-kroners helikopter efter 4-5 måneder.
Jeg prøver forgæves at argumentere for, at det jo er en reklamation indenfor købelovens 6 mdr. reklamationsret (hvor det jo er den forretningsdrivende, der har bevisbyrden). Men han er hverken til at hugge eller stikke i. Meldingen er, at jeg jo må have behandlet batteriet forkert, så det kan ikke være hans problem.
Han oplyser i øvrigt (og det er efter min mening ret relevant for andre potentielle kunder hos HH Hobby), at de kun ombytter defekte batterier inden for ca. 14 dage. Er der gået en måned, er det bare ærgerligt og kunden må købe et nyt - det er jo en "sliddel".
Nu er det jo så heldigt for HH Hobby, at der skal købes for 800 kr. før man kan klage til Forbrugerklagenævnet, så den mulighed er der ikke. Og lur mig om jeg har tænkt mig at gå rettens vej for et batteri til under 50 kr.
Jeg ved godt, at det blev en laaaaang klagesang. Men jeg synes virkelig, at det er betænkeligt, at HH Hobby på den måde løber fra deres ansvar og glider udenom købelovens regler for reklamationsret.
Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at købe flere ting i den butik. Så når knægten på et tidspunkt er gammel nok til en fed fjernstyret bil, bliver den købt på nettet!
October 6, 2011
Unprompted review