Tjener penge på din passivitet
Mange indlæg er fra utilfredse kunder, der sikkert er havnet i den "fælde" som HomeEnter lægger for dagen. Hele konceptet bygger nemlig på at du aktivt skal sige "fra" og gør du ikke det, så får du bare automatisk noget, du måske ikke selv har ønsket. De bygger altså deres virksomhed på det jeg mener man kalder "negativ aftalebinding".
Jeg blev for nylig ringet op af en af deres telefonsælgere fordi jeg havde deltaget i en spørgeskemaundersøgelse og det ville de gerne kvittere for, ved at sende mig en premierefilm til kun 29,- kr. (porto). Jeg får mig selv guidet frem til, at betingelsen er at jeg blot inden for et år skal købe mindst 1 film til 179,- kr. Jeg regner mig hurtigt frem til at dette giver mig en maks. forpligtelse på 208,- kr. (eller 104,- pr. film) og jeg siger da OK. Jeg vil så få en mail, hvor jeg ved et link skal bekræfte min bestilling.
Den mail får jeg ikke, men 5 dage senere et brev (via fodpost), hvor der nu i stedet står at jeg får "udvalgte film" automatisk tilsendt, medmindre jeg selv afbestiller i hver enkelt tilfælde. Altså lige stik modsat det aftalte. Der blev heller ikke oplyst noget som helst om at der til de 179,- kr. (der senere viser sig at være +95 øre) tillægges porto på 38,- kr. Derved vil køb blive voldsomt dyre, medmindre man køber mange film.
Konceptet kan være udmærket for dem der køber mange film og vil acceptere at betale mere for at få bragt til døren. Men - næsten som teleabb. - er det meget svært at gennemskue de reelle priser, hvadenten man udnytter mulighederne maksi- eller minimalt.
Størsteparten af deres indtjening fornemmer jeg at ligge på deres rykkergebyrer for dem der uforvarende er lokket ind i "fælden". Ifølge renteloven må private virksomheder tage op til 100 kr. i gebyr pr. rykker og maks. 3 gange. Udgangspunktet i dette gebyr var dog at det skulle afspejle firmaets ekstra udgifter ved rykkerproceduren og ingen skal fortælle mig at den udgift er tilnærmelsesvis de 100 kr.
Jeg er ret sikker på at firmaet "mister" mange penge på ubetalte film og de sager de må opgive. Det skal alle andre kunder være med til at betale. Hvis de nu gjorde tingene omvendt - altså at man selv bestilte de film man ville have og betalte samtidig (altså ingen kredit), så kunne filmene sikkert sælges langt billigere, men så ville deres omsætning nok svinde ind til en brøkdel af den omsætning de har i dag.