Ærgelig oplevelse
Jeg kom derind første gang med min mor, fordi jeg var meget nervøs for selv at gå derind. Vi bliver taget godt imod da vi går ind, hvor jeg går ind i et rum med en ældre dame og lidt yngre mand. Det var svært at starte en samtale og man føler at man sad der lidt i stilhed. Jeg oplevede jeg selv skulle starte samtalen, og de ikke selv startede ud. Vi aftaler at vi skal have en samtale igen 2 uger efter, der dukker jeg op og er inde og tale med de samme 2. Jeg formåer at åbne lidt mere op, hvor de istedet vælger at fnise lidt af det og siger jeg skal tage mig sammen.
Jeg var udover det meldt til en netværksgruppe. Jeg havde rigtig meget angst for at være sammen med folk på min egen alder daværende tidspunkt (i selv om jeg stort ønsket at kunne det) jeg skriver til dem hvordan landet ligger og at jeg har svært ved at dukke op. Jeg får et svar med at det er de ærgerlige over, og jeg kan altid give lyd hvis jeg har lyst til at komme en af de næste par gange.
Jeg er lidt ærgerlig over at man ikke prøver at tage hånd om det. Man kan fx aftale at tage imod en og hjælpe dem med ind. Eller fortælle omkring hvad planerne er, så tingene er mere forudsigelig da det ville skabe ro.
Derudover at dem der er til samtalerne måske mangler forståelse for andres problemer og at det kan være svære at gøre noget ind bare at sige det.
Udover det, forstår jeg og kan rigtig godt lide konceptet, da der 100% er nogen derude der har brug for nogen at snakke med, men ingen at række ud til.








