Parkerings-lotteri
Første indtryk er ikke godt... Fulgte GPS'en lige til hovedindgangen, og parkerede på de skiltede pladser. Betalingspladser. Nåh ja, det er der jo så mange steder.
Men Randers Regnskov giver dig en ekstra udfordring. Du skal på forhånd vide hvor lang tid dit besøg vil tage!
Hvor lang tid tager et besøg i Randers Regnskov? Ved du det? Jeg havde ingen idé om det, så jeg gættede på 4-5 timer. På P-automaten er prisen opgivet til 1 kr. pr. 7 minutter.
Med en kødrand af forældre med skrigende børn der står og tripper utålmodigt bag dig og venter på at komme til at betale, er udfordringen nu lynhurtigt at regne ud hvor meget du skal betale for at parkere. Det lykkedes også sådan nogenlunde, men så meldte maskinen at transaktionen var afbrudt. Nyt forsøg. Det virkede, men det tog halvanden evighed og en kommunal kaffepause for maskinen at få sig snøvlet færdig.
Ved billetlugen bad jeg om endagsbilletter, og den flinke pige gjorde opmærksom på at det kun koster 20 kr. ekstra at få årskort. Jeg takkede pænt nej, og sagde (høfligt, men en smule sarkastisk) at deres tåbelige parkeringssystem er nok til at jeg aldrig kommer tilbage.
Hun undskyldte det med at det var Kommunen der havde lavet systemet og at de havde klaget til dem uden resultat. Desuden var der skilte ved indgangen der anviste hvor der var gratis parkering. Det var bl.a. gratis at parkere lige ovre på den anden side af jernbanen.
Jeg tænkte at jeg måske havde været en smule blind og førte ikke diskussionen videre.
Oplevelsen med selve regnskoven var fin nok. Cafeteriet mindre godt. Lunken kildevand til 18 kr. for 1/2 liter er ikke i orden, og da slet ikke når de ikke kan tilbyde isterninger. Fritterne var til gengæld gode.
Efter godt 2 1/2 time havde vi været det hele igennem. På vej ud af døren kommer jeg til at tænke på de mange timers parkering jeg har betalt for i forventning om at der havde været lidt mere at se i Regnskoven... Jeg kigger på hoveddøren for at finde den famøse anvisning på de gratis parkeringsglæder...
Der er to skilte på indgangspartiet der omhandler parkering. Jeg citerer her den fulde ordlyd: "P. Husk at betale for parkering/ Bitte vergessen Sie nicht die Parkgebühren zu bezahlen/ Please remember to pay the parking fee." og "Parkering på den runde plads er forbudt og medfører bøde. Busser er undtaget. Parken auf dem runden Platz verboten. No parking in the round open space".
Jeg kigger over på den anden side af jernbanen for at se om det så også er løgn med de gratis parkeringspladser der. En velplaceret parkeringsautomat fortæller mig at der ikke er nogen gratis parkeringspladser på den anden side af jernbanen. (Jeg kan i øvrigt også efterfølgende konstatere det samme på Google StreetView)
Flot, Randers regnskov!
På vej hen til bilen snakker jeg med familien om hvor irriteret jeg bliver over folk der lyver overfor mig. Det vækker den lille kværulant i min mor, der går tilbage for spørge hvordan deres første forklaring om anvisningerne til de gratis p-pladser hænger sammen med virkeligheden.
Medarbejderen peger på de store blå P-skilte i døren og spørger om hun har set dem. Hun indvender at skilte på døren ikke nytter noget, for man ser dem først når man har betalt i P-automaten. Medarbejderen forklarer at man da bare kan parkere, og så gå hen til hovedindgangen og læse skiltene før man går tilbage og betaler for parkeringen.
Men det er der jo ingen der gør, og i øvrigt står der intet på døren om de famøse gratis parkeringspladser. Der står blot at man skal huske at betale. Medarbejderen erkendte at han ikke vidste hvad der stod på døren, men henviste blot til at der er masser af gratis parkeringspladser bag ved Randers Regnskov.
Tak for info! Hvor i alverden skal man vide det fra når man ikke er stedkendt?
Summa summarum. Jeg kan godt acceptere at betale for parkering, men jeg bryder mig ikke om et system hvor man skal gætte sig til hvor lang tid man vil parkere, og så betale enten for meget (som vi gjorde. Vi betalte for næsten dobbelt så meget tid som vi rent faktisk brugte), eller betale for lidt, og så få en bøde, eller fornøjelsen af at skulle rende ud til P-automaten for at hælde flere penge i, mens resten af familien oplever krokodillefodringen.
Det er meget muligt at det er de kommunalsocialistiske banditter der har bestemt at Randers Regnskov skal have et parkeringssystem hvor ikke-clairvoyante kunder altid bliver tabere. Men det retfærdiggør ikke at personalet forsøger at lyve sig ud af en træls situation.
Og det er måske i virkeligheden personalets reaktion der får mig til at sige "aldrig Randers Regnskov igen", og ikke så meget at parkeringssystemet er udformet som et lotteri.
February 9, 2013
Unprompted review