Mange administrative fejl
Flere administrative fejltagelser blev begået af afdelingen i Farsø i forbindelse med en ejendomshandel, hvor min søster og jeg begge var sælgere, idet vi ejede 50% af et sommerhus hver.
1. Jeg gjorde opmærksom på, at bynavnet for min adresse var forkert på det første dokument, vi blev præsenteret for. Det blev rettet til det rigtige i papirerne, men det endelige skøde blev alligevel fremsendt til den forkerte by. Det burde være en smal sag straks at rette igennem alle relevante steder.
2. Firmaet kunne ikke administrere, at både min søster og jeg begge skulle stå som sælgere af den fælles faste ejendom. Papirer og mails blev kun fremsendt til mig, og jeg måtte 2 gange gøre opmærksom på, at vi begge skulle have mails og underskrive digitalt, inden der også blev fremsendt et link til hende, som skulle bruges til en digital underskrift.
3. På et af papirerne var begge vore navne sat på under min adresse.
4. Alligevel blev hele summen indsat på en deponeringskonto, som kun jeg havde adgang til i første omgang.
Vi oplevede hele dette forløb som meget forkludret og upålideligt.
Vi har ingen bemærkninger til den juridiske side af sagen.



