Den smukkeste og tryggeste ramme om vores fest
Orangeriet Elisaholt dannede ramme om vores søns barnedåb og vi kunne ikke have haft en smukkere og bedre dag.
Inger Marie (værten) er det rareste og mest hjælpsomme menneske jeg længe har mødt. Har du en udfordring, så løser hun det! Udover dette, kan man mærke hendes passion for det hun laver og glæden ved at give dig lige præcis den dag DU ønsker. Det smitter af og gør, at man bare hviler i processen. Inger Marie svarer også hurtigt på spørgsmål, både pr. mail, SMS og telefon, hvilket også har været uvurderligt og styrket tilliden ift. samarbejdet omkring festen.
Vi lejede lokalet inkl. service og andre småting, som var af høj kvalitet og æstetisk pænt. At vi bare skulle pakke vores egne ting, da festen var ovre og der derefter blev sørget for rengøring, opvask og oprydning, var en virkelig god service, som gjorde at vi havde mere overskud til at nyde dagen, gæsterne og omgivelserne. Vil man selv pynte op, kan man komme dagen før festen bliver afholdt og få det lige som man ønsker.
Apropos omgivelserne;
Selve huset vi holdte festen i, er et af de smukkeste lokaler jeg nogensinde har set. De store vinduer på alle sider af lokalet gør rummet lyst og kigger du ud, er der marker så langt øjet rækker, den smukkeste have og en stor dejlig terrasse, hvilket også er til fri afbenyttelse. Man skal heller ikke tænke på parkeringspladser, da stedet har en kæmpe grusplads.
Alt i alt, er det hidtil den bedste oplevelse vi har haft med et lejet lokale og Orangeriet Elisaholt passer til alle slags begivenheder, da lokalet kan justeres efter lige præcis det du ønsker.
Vi kommer helt sikkert igen!
May 14, 2022
Unprompted review