Utrolig stor skuffelse
Vores familie har gennem mange år haft sommerhus i Faxe Ladeplads og vi har derfor hyppigt været i Rønnede. Det var med stor glæde at vi gennem de lokale medier erfarede at Rønnede Kro var genåbnet efter mange år og desforuden med et vist gastronomisk ambitionsniveau.
Det var derfor naturligt at vælge jer som centrum for fejringen af vore Fars fødselsdag i lørdags.
Nedenfor beskrives vores oplevelse af aftenen – Vedhæftet er vores regning.
Rønnede Kro er blevet smuk og meget nænsomt restaureret både ude og inde. Man har evnet at bibeholde krostemningen på en yderst yndefuld måde.
Efter ankomst til kroen stod vi og ventede inden for døren med henblik på anvisning af bord. Serveringspersonalet gik fordi uden at bemærke os, men da vi opdagede klokken på bordet og benyttede den lykkedes det os at få anvist et meget fint bord.
Ud fra menuen og prissætningen forventer man et rimeligt højt gastronomisk niveau og professionel servering.
Tjeneren startede med at spørge om vi skal have meget forskellig mad, da hun så vil hente en blok til at skrive bestillingen ned på. Heldigvis er det ikke tilfældet, så det behøver hun ikke.
3 gæster bestiller rib eye, hvor vi selv må gøre opmærksom på det fornuftige i at tjeneren få oplysninger om ønsket stegning. Det viser sig dog senere at være irrelevant.
Brød og vand bliver genopfyldt efter vores henvendelse til tjeneren, ligeledes smørret.
Forret:
Denne beløb sig til 139 kr, hvilket satte forventningen højt til niveauet.
Laksen var af yderst middel kvalitet i tynde skiver. Endvidere hytteost og ærteblomster. Retten var fuldstændig ujusteret rent smagsmæssigt. Man fik klart fornemmelsen af ingredienserne var taget fra beholderen direkte op på tallerken uden man havde forholdt sig til smagen overhovedet.
Forretten var langt under niveau i forhold til kroens nedskrevne ambitioner og prisen.
Hovedret:
Rib eye serveringen er prissat til 289 kr, hvilket er helt rimeligt såfremt kvaliteten er i orden.
Retten blev serveret med pebersauce, selvom der på kortet stod bearnaisesauce. Det bagte hvidløg var heller ikke at finde. Dette blev ikke nævnt eller kommenteret af serveringspersonalet. Alle bøffer var stegt medium selvom der var ønsket forskellige stegninger, hvor medium ikke var nogen af ønskerne. Kødet var endvidere af en tvivlsom kvalitet, hvilket desværre smittede af på smagen.
Tilbehøret var sommer spidskål og ovnbagt hel selleri (der ikke var nævnt på kortet), samt ovnbagte kartofler.
Pebersaucen var temmelig overstyret i tilsmagningen og da den var overhældt bøffen smagte alt af peber i svær grad.
De 3 øvrige gæster fik dagens ret, der var kalv. Tilbehøret var som til ribeyen og med samme pebersauce. Kalven var et udmærket og velsmagende stykke kød.
Vi fornemmede at der var meget serveringspersonale tilstede, men primært et andet sted end i restauranten. De var på intet tidspunkt henne og spørge til maden eller skænke mere vin op.
Vores nabobord, der var et større selskab måtte selv ud i køkkenet efter mere kaffe.
De selvskrevne ord om den genåbnede Rønnede Kro, samt prissætningen giver en forventning om højt gastronomisk niveau, samt professionel servering. Vi blev slemt skuffet!
________________________
Svar fra Rønnede Kro efter vores beretning:
God aften!
Først og fremmest tak for Jeres besøg!
Dernæst tak for, at du giver dig tid til en tilbagemelding – om end jeg er ked af, Jeres forventninger ikke blev indfriet.
Jeg vil gennemgå dine observationer med staben, så vi tager ved lære og forbedrer.
Jeg håber, du genvinder lysten til at gæste kroen en skønne dag.
September 16, 2014
Unprompted review