Rejs aldrig med Seasonhousing
Jeg bookede i august 2013 en rejse til Whistler, Canada igennem seasonhousing.com (tidligere alpservice.dk), som fandt sted fra 4. november 2013 til 23. april 2014.
Jeg havde en fantastisk sæson, men må desværre indrømme, at Seasonhousings måde at behandle os og håndtere tingene på er for dårlige!
Inden jeg bookede rejsen, havde jeg mange spørgsmål og havde derfor kontakt med en medarbejder, der ikke længere arbejder for Seasonhousing. Hun lovede mig i en mail, at vi ville komme til at bo 23 i huset. Dog gik der allerede i starten af november rygter om, at der ville komme til at bo hele 28 personer i ”Edelweiss” huset, så en af drengene aftalte et Skype møde med ejeren af Seasonhousing, da vi kunne se at det ville blive knebent med pladsen i køkkenet, stuen, køleskabene, osv. Vi fik installereret et ekstra køleskab og Nikolaj Vang (ejeren af seasonhousing) lovede os, at der ikke ville flytte flere ind end 26 – dette har vi dog ikke på skrift.
At der er blevet proppet 28 mennesker ind i huset alligevel har betydet at 9 personer (3 værelser) har boet på ikke-brandsikre værelser i Edelweiss:
D. 20. december 2013 vågnede hele huset op til meldingen om at brandmyndighederne ønskede de tre værelser rømmet inden d. 22. december. Dette skabte megen usikkerhed de kommende dage, og vi fandt aldrig ud af hvorfor værelserne ikke var blevet godkendt af brandmyndighederne. Nikolaj Vang påstod han heller ikke selv vidste noget om det.
D. 21. december fik vi dog en besked fra Nikolaj Vang hvori der stod, at vi havde fået købt os mere tid og at brandmyndighederne ville komme forbi i det nye år og foretage yderlige inspektioner af huset – dog kom de aldrig forbi og vi hørte intet til brandmyndighederne senere hen, men tanken om at vi ville kunne blive smidt ud af huset med kun to dages varsel hang over hovedet på os resten af sæsonen.
Derudover har der været en række ting galt med huset i al almindelighed:
• Vi blev på Seasonhousings hjemmeside lovet mini køleskabe på hvert værelse. På mange af værelserne var disse køleskabe enten ikke til stede ellers var de i stykker.
• Der var mus overalt da vi ankom – vi dræbte i hvert fald 3 med vores egne fælder.
• Taget lækkede på nogle af værelserne og badeværelserne, hvilket resulterede i våde senge. Dette har været et problem, Seasonhousing allerede har været klar over inden vi ankom til Edelweiss. Dette gjorde den canadiske udlejer os nemlig opmærksomme på var sket før.
• Vi blev lovet et TV og en DVD i hvert værelse – disse fjernsyn har vi ikke set skyggen af
• Èn ud af tre sofaer var i stykker da vi kom, og måtte holdes oprejst vha. bøger, som vi stablede underneden.
• Huset var til salg idet vi ankom i november, hvilket resulterede i rundvisninger i tide og utide – også om morgnen når vi lå og sov. Salget af huset resulterede også i at Alan, som solgte huset, prøvede at komme forbi og stjæle vores fælles TV i stuen.
• Der var nøgler til alle værelser – det var bare ikke alle nøglerne der virkede.
• Vi blev lovet en sauna. Denne var dog fyldt med forskellige ting da vi ankom, og vi fik at vide at den ikke måtte bruges
• Flere i huset har oplevet at Seasonhousing nærmest stoppede med at svare på deres mails efter firmaet havde modtaget indbetalingen til hele sæsonen.
Derudover var vi blevet lovet en repræsentant, der skulle fungere som vicevært, tage imod os, fortælle os lidt om livet i Whistler og ellers tage sig af alle småting – vi så dog aldrig skyggen af en Rep, hvilket betød at to af drengene i huset skulle fungere som viceværter, og at to andre drenge tilfældigt blev sat til at skulle styre kemikalierne i vores udendørs spa-bad – uden de havde fået yderligere instruktioner om dette. Seasonhousing sørgede for at der kom en professionel pool-mand ud for at kigge på badet hver 2. fredag, men med 28 beboere er dette naturligvis ikke nok. De manglende instruktioner resulterede naturligvis i at spa-badet ikke blev vedligeholdt korrekt og vi fik af den professionelle spa-mand at vide at vandet var direkte sundhedsskadeligt at være i – dette havde vi dog allerede oplevet på egen krop; nogle at pigerne fik blåt hår af at være i badet.
En af vores kontaktpersoner fra Seasonhousing havde i sæsonen forinden boet i Edelweiss og han fortalte meget om alle de fester de sidste år havde holdt i huset og opfordrede os sågar til at holde en fest nytårsaften, hvilket vi gjorde.
Siden nytårsfesten blev der ikke holdt én eneste fest i Edelweiss (vi varmede godt nok op hos os mange gange, men var altid ude af huset ved 22-23 tiden), men alligevel modtog vi d. 4. marts, 2 måneder efter vores nytårsfest, en e-mail fra Nikolaj Vang hvori der stod, at vi havde overtrådt deres regler om fester i huset og at vi ville blive smidt ud, hvis vi holdte endnu en fest.
Da vi kom hjem fra Whistler modtog vi alle en email, hvori der står, at vi kan forvente at få noget af vores depositum tilbage. Ud af de 450 CAD vi hver især betalte, da vi bookede rejsen, har vi hver især modtaget omkring 100 CAD – men når man skriver til Seasonhousing og beder om en opgørelse, så svarer de ikke.
Vi har under hele opholdet undret os meget over den utroligt fjendtlige tone; først under Skype opkaldet tilbage i november og sidenhen i de forskellige mails vi har modtaget fra Seasonhousing. Det hele har virket meget uprofessionelt og jeg vil absolut ikke anbefale nogen at købe en rejse gennem Seasonhousing!!
August 12, 2014
Unprompted review