Dårlig oplevelse
Dårlig oplevelse – tager ikke ansvar for egne fejl
Vi fik skiftet skærm på en iPad hos Telegiganten og betalte 900 kr. for reparationen. Få dage efter begyndte skærmen at vise misfarvninger og fejl, som hurtigt udviklede sig til, at en stor del af skærmen ikke fungerede korrekt.
Da vi henvendte os for at reklamere over fejlen, blev vi mødt med afvisning og påstande om, at det måtte være vores skyld – på trods af, at det kun var under 2 måneder siden skærmen var blevet udskiftet. Først blev vi tilbudt en ny reparation til 1800 kr, altså dobbeltpris, uden nogen forklaring. Da vi gjorde opmærksom på, at vi allerede havde betalt 900 kr. for nylig, ændrede de pludselig prisen til 450 kr. – hvilket virker useriøst og uprofessionelt.
Vi bad om, at enheden blev sendt til en autoriseret tekniker for vurdering af fejlen, så vi kunne benytte os af vores reklamationsret. Det nægtede de. I stedet sagde de, at de kun arbejder med ikke-autoriserede teknikere, hvilket strider direkte imod det, de selv skriver på deres hjemmeside, hvor det fremgår, at de samarbejder med autoriserede teknikere.
Det virker ærligt talt som om, de forsøger at undgå, at en uafhængig vurdering afslører, at fejlen ligger hos dem – og i stedet gør alt for at fralægge sig ansvar og få kunden til at betale endnu en gang. De ville ovenikøbet have os til at betale 349 kr. for at få en ikke-autoriseret tekniker til at vurdere fejlen – og nægtede at samarbejde yderligere, da vi konfronterede dem med oplysningerne fra deres egen hjemmeside.
Alt i alt en meget uprofessionel og frustrerende oplevelse. De tager ikke ansvar for deres fejl, skifter forklaringer og priser undervejs og forsøger at undgå reklamation. Jeg kan desværre ikke anbefale dette sted.





