Meget skuffende oplevelse med kaffemaskine og service
Vi har desværre haft en rigtig dårlig oplevelse med vores kaffemaskine fra vendingautomator.dk. Maskinen har givet problemer nærmest fra dag ét, og der var næsten ugentlige fejl – nogle gange daglige. Ofte kunne kaffen eller mælken ikke komme ud, selvom alt var korrekt tilsluttet og maskinen var blevet renset om morgenen som anbefalet. Andre gange kom der en generel fejl, som gjorde det umuligt at køre en rensning, og vi kunne forsøge 5-10 gange uden held – uden at maskinen reagerede.
Det blev frustrerende, fordi vi fulgte deres anvisninger præcist – endda optog hvordan vi gjorde det for at sikre korrekt brug. Alligevel fik vi ofte at vide, at vi selv havde gjort noget forkert, eller at maskinen ikke var blevet renset ordentligt – hvilket ikke var tilfældet.
Når vi kontaktede dem for teknisk support, gik der ofte lang tid, før en tekniker kom – nogle gange dage. Vi skulle ringe og rykke flere gange om dagen, uden at få nogen form for klar tidshorisont. Vores kontaktperson hos dem, kunne ikke give os nogen konkret information, hvilket kun øgede frustrationen.
Selv når teknikeren endelig kom, blev problemerne som regel kun midlertidigt løst. Fejlene vendte hurtigt tilbage – og reservedelene virkede slidte, som om de var genbrugte fra andre maskiner. Vi oplevede aldrig en længere periode uden fejl. Hver gang vi troede, maskinen var blevet repareret, opstod der nye problemer inden for få dage.
Vi valgte denne kaffeløsning for netop at undgå denne slags bøvl – men vi har i stedet fået en maskine, der er ustabil, og en support der er langsom og uden klare svar. Vi har haft teknikere ude hver månede, og det er helt uholdbart i en travl virksomhed.
Det er desværre ikke en løsning, vi kan anbefale, og vi håber andre virksomheder slipper for samme oplevelse.






