Parterapi - konfliktoptrappende
Frygtelig oplevelse med psykiske følger
Signe har stort fokus på folks eget ansvar, men glemmer sit eget ansvar som psykolog.
Både min daværende kæreste og jeg, fik det begge psykisk markant værre igennem de omtrent 20 sessioner á 1,5 times varighed om ugen, som vi havde med Signe.
Metoderne virker sikkert for nogen, men i dette tilfælde gjorde det ondt værre. Arbejdet lå selvfølgelig hos os, men vi fik ingen konkrete redskaber og givet min tilstand på daværende tidspunkt burde hun have rådgivet os til at afvikle forholdet.
Da vi kom til Signe, var mine grænser og værdier overskredet i en grad, så jeg havde mistet mig selv, følte mig værdiløs som menneske og utilstrækkelig som kvinde. Af journalen fremgår det, at hun var bekymret for, om jeg overhovedet var i en tilstand, hvor jeg kunne klare parterapi. Det til trods fortsatte hun!
Vi have én parsession før min eks skulle udenlands med sit arbejde. Imens havde Signe sendt mig til en kollega (Anita Øland), der i modsætning til Signe tog sig tid til at høre alle detaljerne i forløbet optil. På dette tidspunkt havde jeg netop valgt at gå fra min eks. Hertil svarede hun: ”GODT! Det er det eneste rigtige! Des længere tid der går, des mere tydeligt vil det blive!”. (hun fik ret)
Men jeg var desværre for svækket til at holde fast i min beslutning. For når en parterapeut, Signe, mente vi kunne fortsætte, betød det vel, at det jeg havde været udsat for, ikke var slemt nok til at gå, at jeg ikke havde det dårligt nok, og når der nu også var børn involveret.
Men jeg var helt nedslidt, græd og græd og græd, følte mig mindre og mindre hørt af Signe og i særdeleshed af min eks. der lukkede mere og mere i og ikke ville tale om noget derhjemme, efter vi fik af vide, at vi skulle gemme de svære samtaler til sessionerne. Vi skulle også undgå at komme i cyklus (skændes), altså skulle jeg lade være med at blive ked af det – for så blev min eks vred eller trak sig, hvilket gjorde mig endnu mere ked af det og så fik jeg behov for at fortælle hvorfor jeg var ked af det og så blev han mere vred – cyklus!
Min eks fik ingen redskaber til hvordan han kunne trøste mig, eller hvordan man genskaber tillid. Det var slet ikke noget hun talte om eller havde fokus på. Tværtimod gjorde hun ham endnu mindre i stand til at trøste - har utallige eksempler på hvorfor, hvis det har interesse at høre, så skriv endelig.
Ej heller fik jeg redskaber til hvordan jeg skulle få det bedre uden trøst og omsorg fra ham.
Det betød at jeg blev mere ked af det, frusteret og vred og min eks mere og mere fortabt, forvirret og psykisk påvirket. Jeg tabte yderlige 4km undervejs i forløbet og endte med et BMI 16,4. På et tidspunkt ringede jeg til hende og spurgte hvornår man vidste at nok var nok. Trods mit tydelige fysiske skrig på hjælp, svarede hun ”det ved kun du”, det vidste jeg tydeligvis ikke og fordi jeg ikke selv sagde fra, fortsatte vi! Kulminationen blev, at min eks endte med at slå løs på mig, da jeg afslørede ham i flere løgne.
Da vi skulle afvikle blandede hun sig i vores samværsordning med børnene på 1 og 3, hvor hun sagde "så kan I se, om de reagerer på det". Fuldstændig uacceptabelt! Jeg fik ikke sagt fra i situationen, men vendte tilbage og så fik hun det til at lyde som om hun var enig med mig selvom hun havde sagt det modsatte.
Hun fortsatte med eneterapi for min eks, om end man skulle mene hun var inhabil og det endte også med at have yderligere negativ indflydelse på min relationen til min eks.
Efter sin første enesession med Signe, fortalte min eks: ”jeg skal lære at komme i kontakt med mine følelser og så noget med empati. Alle har en skattekiste og ingen har ret til at vide hvad der er i den og min beskytter er så løgneren… mit selvstændige jeg har derfor ikke været på plads og det har så smadret dit selvstændige jeg”
Når det var Signes vurdering af min eks. så ved jeg ikke hvordan hun kunne forsvare at hun lod mig blive i den relation. Jeg bad om parterapi. Hun skulle have taget ansvar, afslået parterapi, og ordineret den korrekte medicin istedet.
Jeg ville ønske jeg aldrig havde sat mine ben hos Signe, da forløbet gjorde reel psykisk skade på mig, og fik mig til at tro, at det jeg var blevet udsat for var jeg ligeså ansvarlig for. Den dag i dag (2 år efter) kan jeg ikke – om end jeg ved, at det ikke var min skyld - skrive dette uden at have en følelse af, at være ’sådan en, der ikke vil se indad’. Så dybt sidder den skyldfølelse det plantede i mig. Det har selvfølgelig nok ikke været hendes intention, men jeg har forelagt hende kritikken. Hun har har ikke ville kommentere på og hun har blank afvist at have nogen form for kommunikation med mig mundtligt som skriftligt.
Jeg fremstår som anonym af hensyn til min eks. Men du/I skal være velkommen til at skrive på (Halfdandkk @ gmail . com) så uddyber jeg meget gerne.